Hvad er formålet med strejker?
Det er typisk under overenskomstforhandlinger, at en strejke bliver en mulighed for dig som lønmodtager. Hvis en arbejdsgiver og medarbejdernes fagforening ikke kan blive enige om en overenskomst, kan fagforeningen bede sine medlemmer om at strejke. På samme måde kan arbejdsgiverforeningen også vælge at lockoute fagforeningens medlemmer. En lockout betyder, at lønmodtageren bliver sendt hjem uden løn. Formålet med strejke er at lægge pres på arbejdsgiveren ved, at de ansatte nedlægger arbejdet for at få arbejdsgiveren til at imødekomme de vilkår, fagforeningen har sat.
Kan man få løn under strejke?
Hvis din fagforening har udvalgt din stilling og arbejdsplads til at strejke, skal du ikke møde op på arbejde i den givne konfliktperiode. Du har ikke krav på løn under strejken, men for at undgå økonomiske kvaler vil din fagforening udbetale konfliktunderstøttelse til de berørte medarbejdere. Understøttelsen svarer typisk til dagpengesatsen fra første dag og vil fortsætte, indtil strejken ophører. Bemærk dog, at du skal have været meldt ind i fagforeningen inden konflikten for at være berettiget til understøttelse.
Min arbejdsplads er berørt af strejke og lockout – hvad gør jeg?
Hvis der er strejke på din arbejdsplads, skal du agere alt efter, hvilken fagforening du er en del af. Er du medlem af den fagforening, der forhandler overenskomsten på arbejdspladsen, vil du skulle nedlægge dit arbejde, såfremt fagforeningen beder dig om det. Er du omvendt en del af en anden fagforening, bør du orientere din arbejdsgiver om, at du ikke er en del af konflikten, og derfor stadig vil arbejde. I princippet fortsætter din stilling som normalt. Din arbejdsgiver kan dog sige, at du ikke skal arbejde under konflikten, hvorved du kan tage hjem. Det er en god idé at få en skriftlig bekræftelse.
Hvilke fagforeninger kan kalde til strejke?
Det er ikke alle fagforeninger, der har mulighed for at bede sine medlemmer om at strejke. Dette værktøj er forbeholdt de fagforeninger, der har retten til at lede overenskomstforhandlinger med arbejdsgiverorganisationerne inden for et givent fagområde. Det er de såkaldte "røde" fagforeninger – dem, der aktivt søger at ændre arbejdsmiljøet og politikken omkring det – i modsætning til de "gule" fagforeninger, som ikke er en del af overenskomstsystemet og dermed ikke har strejkeret.
Med andre ord, hvis du eksempelvis er læge og medlem af Lægeforeningen (som har eneret til overenskomstforhandlinger for læger), kan foreningen bede dig som medlem om at nedlægge dit arbejde og strejke, hvis foreningen ikke kan komme til enighed med arbejdsgiveren om en overenskomst. Er du derimod medlem af en af de "gule" tværfaglige fagforeninger, eksempelvis Krifa, vil du ikke være en del af konflikten. Krifa har ingen råderet til at bede medlemmerne om at strejke, da foreningen ikke kan forhandle overenskomst. Bemærk dog, at Krifa og Det Faglige Hus udbetaler konfliktstøtte svarende til dagpengesatsen, hvis det ikke er muligt at arbejde under en konflikt, mens ASE og Frie ikke udbetaler konfliktstøtte.
De fleste fagspecifikke fagforeninger har eneret til at forhandle overenskomster for sine medlemmer. De tværfaglige fagforeninger, der ikke kan forhandle overenskomster, omfatter eksempelvis Krifa, Det Faglige Hus, Frie, Business Danmark og ASE. Det er også disse fagforeninger, der står uden for de store hovedorganisationer FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) og Akademikerne.
Hvornår skal jeg strejke?
Du skal strejke, hvis:
- Der er tale om en lovlig konflikt
- Du er medlem af en fagforening, der strejker
- Din stilling er blevet udvalgt til at strejke
Du skal ikke strejke, hvis:
- Der er tale om en ulovlig konflikt
- Din arbejdsplads eller stilling er undtaget fra strejken
- Du er en del af din arbejdsplads' nødberedskab (eksempelvis nødlæge/sygeplejerske på et hospital)
- Du er tillidsrepræsentant for den faggruppe, der indgår i beredskabet
- Du er tjenestemand – tjenestemænd er hverken omfattet af strejke eller lockout og skal fortsætte deres normale arbejde under en konflikt
Hvis du ikke skal strejke, men dine kolleger skal, er det vigtigt, at du er opmærksom på, at din arbejdsgiver ikke kan bede dig om at udføre dine kollegers arbejdsopgaver. Du må heller ikke pålægges overarbejde i strejkeperioden, da dette ikke er en del af din kontrakt. Din arbejdsgiver må ikke udnytte dig i denne situation.