Du kan altid opsige din arbejdskontrakt
En lønmodtager kan altid vælge at opsige sin arbejdskontrakt og behøver ikke at have en specifik grund til opsigelsen. En mundtlig opsigelse er reelt set gyldig, det anbefales dog, at man som arbejdstager sikrer et skriftligt dokument, der beviser, at opsigelsen er modtaget af arbejdsgiveren. Således undgår man eventuelle misforståelser eller tvister, hvis det bliver nødvendigt at bevise, at man har sagt op.
På ansættelseskontrakten fremgår opsigelsesvarslet. En henvisning kan sommetider forekomme til en overenskomst eller til funktionærloven, og i så fald følges disse regler. Hvis man arbejder på prøvetid, kan man derimod sige op med et dags varsel.
Under opsigelsesperioden skal arbejdstageren fortsat møde op og udføre sit job. Opsigelsesvarslets længde afhænger af ansættelsesforholdets varighed og er reguleret af funktionærloven eller den gældende overenskomst. Det betyder, at man ved opsigelse af job arbejder resten af måneden, plus det gældende opsigelsesvarsel. Opsiger man f.eks. sit job den 13. februar med en måneds varsel, arbejder man altså resten af februar og marts måned. Hvis tavshedspligt er et jobkrav, må en sådan heller ikke brydes fra medarbejderens side.
Hvis både arbejdsgiveren og medarbejderen ønsker det, kan man afholde en fratrædelsessamtale, hvor arbejdsgiveren kan modtage feedback omkring eventuel kritik og medarbejderens erfaringer fra virksomheden. Vær opmærksom på, at en opsigelse fra medarbejderens side medfører selvforskyldt ledighed og dermed en karantæneperiode på 3 uger (111 timer for fuldtidsforsikrede), inden man kan modtage dagpenge fra sin a-kasse. For specifik information omkring din situation bør du tage kontakt til a-kassen, du er medlem af.
At blive fyret
Når en arbejdsgiver vælger at opsige en lønmodtager, skal denne, i modsætning til medarbejderen, have en saglig begrundelse for opsigelsen. En opsigelse må altså ikke forekomme, blot fordi arbejdsgiveren ønsker det. Ifølge forskelsbehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle eller afskedige en medarbejder på baggrund af faktorer såsom religion, race, handicap, seksualitet eller alder, og i overensstemmelse med ligebehandlingsloven ikke diskriminere eller afskedige nogen på grund af køn, graviditet eller at denne er/har været på barselsorlov.
Hvis du ikke mener, at din afskedigelse er retfærdig, bør du tage kontakt til din fagforening, som hjælper dig med at vurdere, om den er rimeligt begrundet. Gyldige årsager til opsigelse kan omhandle faktorer, der inkluderer mangel på arbejdsopgaver eller omstruktureringer inden for virksomheden, over til samarbejdsproblemer eller for mange sygedage fra medarbejderens side. Det er i ekstreme situationer muligt at bortvise en medarbejder øjeblikkeligt, hvis denne groft misligholder sit arbejde, f.eks. i tilfælde af tyveri, voldelig adfærd på arbejdspladsen eller efter adskillige advarsler for alvorlig forseelse. I et sådant ekstremt tilfælde er der ingen opsigelsesvarsel, og udbetaling af løn stopper med det samme.
Der er krav om, at offentligt ansatte skal høres, inden en afskedigelse kan forekomme. Arbejdsgiveren skal beskrive, hvorfor denne planlægger at afskedige medarbejderen, som kan komme med en udtalelse, inden afskedigelsen sker. Efter høringssvaret kan arbejdsgiveren sommetider ændre opfattelse om situationen.
Både mundtligt og skriftligt
Det anbefales, at en opsigelse ikke blot sker mundtligt, men også forekommer på skrift. En opsigelse bør indeholde punkter som medarbejderens og arbejdsgiverens navne, opsigelsesvarsel og dato for lønmodtagerens sidste arbejdsdag, grund til opsigelsen, hvis den forekommer fra arbejdsgiverens side, samt eventuel resterende ferie og tilbagelevering af ejendele til arbejdsgiveren. Hvor lang et opsigelsesvarsel der gælder, afhænger af ansættelsens varighed. Desto længere tid ansættelsen har varet, desto længere opsigelsesvarsel.
For funktionærer gælder ved ansættelse op til 6 måneder normalt et varsel på løbende måned plus én måned, og ved op til 3 års ansættelse løbende måned plus tre måneder – og op til maksimalt 6 måneder ved mere end 8 år og 7 måneders ansættelse. Arbejdsgiveren kan vælge, om medarbejderen skal fortsætte sit arbejde under opsigelsesperioden, eller om en fritstilling eller suspendering er at foretrække. Hvis lønmodtageren fritstilles eller suspenderes, behøver denne ikke møde op under hele perioden, men vil stadig modtage fuld løn, feriepenge og pension for perioden. Forskellen på de to er, at medarbejderen skal stå til rådighed og kan blive kaldt ind på arbejde ved suspendering, hvorimod man siger farvel til arbejdspladsen ved fritstilling.
Mange gange skriver arbejdsgiveren i forbindelse med opsigelse af ansættelseskontrakten et bevis på den arbejdede tid, også kaldet en tjenesteattest. Det er reelt set kun obligatorisk at gøre det til funktionærer, men mange arbejdsgivere gør dette, hvis de ikke vil skrive en anbefaling. Ved lønmodtagerens fratrædelse udbetales desuden feriepenge, og hvis pension er en del af lønnen, vil medarbejderen også få pension for opsigelsesperioden.
Hvis medarbejderen bliver afskediget af arbejdsgiveren, kan fratrædelsesgodtgørelse forekomme. For funktionærer giver funktionærloven ret til 1 måneds godtgørelse efter mindst 12 års uafbrudt ansættelse og 3 måneders godtgørelse efter mindst 17 års ansættelse. For ikke-funktionærer kan ret til fratrædelsesgodtgørelse følge af overenskomsten.