Er din arbejdsgiver gået konkurs?
Der kan være mange ukendte faktorer at skulle tage stilling til, når den virksomhed, du arbejder hos, går konkurs. Typisk sker det, fordi der ikke er flere penge tilbage i kassen, som virksomheden kan køre rundt på. Når en virksomhed går konkurs, betyder det, at det er en permanent lukning. Når din arbejdsgiver erklæres konkurs, udpeges der en såkaldt kurator (en advokat). Bemærk, at der fra 1. januar 2026 gælder skærpede habilitetsregler for udpegning af kuratorer. Kuratoren vil nu være den, der bestemmer på din arbejdsplads og er i sin essens din nye arbejdsgiver. Kuratoren har 14 dage efter konkursdatoen til at tage stilling til din ansættelse. Du skal som udgangspunkt stadig arbejde, indtil du får besked om andet.
Lønmodtagernes Garantifond (LG)
Lønmodtagernes Garantifond (LG) er en fond i Danmark, som alle private arbejdsgivere betaler ind til. Fonden sikrer blandt andet, at du som medarbejder får udbetalt dine ydelser som løn, feriepenge, pension og løn i opsigelsesperioden. Hvis din arbejdsgiver erklæres konkurs og ikke er i stand til at udbetale din løn, kan du eller din fagforening på vegne af dig tage kontakt til LG, så du kan modtage din berettigede løn. Bemærk, at LG ikke dækker alle krav – udlæg og kørselsgodtgørelse dækkes eksempelvis ikke, men skal anmeldes direkte til konkursboet.
Man bør være opmærksom på, at LG højst dækker en samlet udbetaling på 160.000 kr. efter skat. Det er altså det beløb, du maksimalt kan få udbetalt. Feriegodtgørelse og fritvalgskonto beregnes separat og tæller ikke med i dette maksimumbeløb. Der er en del dokumentation, du skal have klar, når du indsender en anmeldelse om lønkrav til LG. Din fagforening kan og vil hjælpe med hvert enkelt trin i processen, så det er så nemt og gennemskueligt for dig som muligt.
Herunder finder du en liste over den påkrævede dokumentation til en anmeldelse hos LG:
- Ansættelseskontrakt
- Din opsigelse eller brev fra kurator
- Lønsedler
- Pensionsaftale (såfremt du har en pensionsordning)
- Kontoudskrifter fra din bank (som bevis på, at din løn ikke er indbetalt)
- Andre dokumenter, som du mener kunne være vigtige
Du skal indsende din anmeldelse om krav til LG senest 4 måneder efter, at din arbejdsgiver er erklæret konkurs i skifteretten. Hvis det ikke sker, risikerer du, at LG afslår dit krav. Derudover dækkes løn m.m. normalt ikke, hvis kravet er ældre end 6 måneder regnet fra den dag, konkursbegæringen blev indgivet til skifteretten.
Efter konkursen
Efter at din arbejdsgiver er gået konkurs og du er blevet fritstillet, bør du hurtigst muligt kontakte jobcentret i din bopælskommune og melde dig ledig. Du kan også gøre dette online på jobnet.dk. Så har du informeret jobcentret om, at du er blevet ledig, og kan også indsende din ansøgning om at få udbetalt dagpenge, hvis du er medlem af en a-kasse.
Dobbelt løn og overskydende arbejdstimer
Hvis du får nyt arbejde umiddelbart efter konkursen hos din tidligere arbejdsgiver og måske får dobbelt løn – altså løn både fra din tidligere og din nye arbejdsgiver – bør du være opmærksom på begrebet "overskydende" timer, som a-kassen anvender, hvis du efterfølgende skal have dagpenge.
Hvis et a-kassemedlem i de forudgående tre måneder før tilmelding til jobcentret har haft beskæftigelse eller indtægt i mere end 37 timer pr. uge, bliver de overskydende timer overført, så man først ville kunne modtage dagpenge, efter de pågældende timer er blevet afspadseret eller opbrugt. Det betyder, at hvis du modtager løn fra LG grundet konkursen hos din tidligere arbejdsgiver og samtidig modtager løn fra et nyt job, vil de ekstra timer blive overført, og du skal afspadsere eller opbruge timerne, inden a-kassen kan udbetale dagpenge, når du igen bliver ledig.