Ikke fyret uden en grund
Danske lønmodtagere har krav på retfærdige og trygge ansættelses- og arbejdsvilkår, hvilket blandt andet indebærer, at du ikke blot kan blive fyret uden en grund. Din arbejdsgiver har ret til at opsige dig som medarbejder, så længe denne følger det givne opsigelsesvarsel og reglerne omkring afskedigelse, som blandt andet står beskrevet i din ansættelseskontrakt. Afhængigt af ansættelsens varighed og om man er omfattet af en overenskomst eller er funktionær, skal arbejdsgiveren samtidig have en rimelig grund til at afskedige medarbejderen.
Hvis du har været funktionæransat i minimum ét år, har du ret til en saglig begrundelse for din afskedigelse, og det samme gælder for lønmodtagere, som er dækket af en overenskomst og som har arbejdet mindst ni måneder på arbejdspladsen. Saglige grunde for en fyring kan for eksempel være, at arbejdspladsen ikke har råd til at beholde dig som medarbejder på grund af besparelser og nedskæringer, eller at omstruktureringer og organisationsændringer foretages. Diskriminering må aldrig forekomme, og arbejdsgiveren må altså ikke afskedige lønmodtageren på baggrund af religion, etnisk oprindelse, handicap, køn eller lignende. Det samme gælder i forbindelse med graviditet eller barselsorlov. Arbejdsgiveren må heller ikke afskedige medarbejderen på baggrund af medlemskab af en bestemt fagforening. I Danmark er der fagforeningsfrihed, og det er dermed op til det enkelte individ, hvilken fagforening denne vil være medlem af.
Som medlem af en fagforening kan du nyde mange goder. Fagforeningerne repræsenterer deres medlemmer og beskytter de danske arbejdstageres rettigheder. Som medlem kan du blandt andet få råd om ansættelseskontrakt, arbejdsmiljø og lønforhold, nyde karrierevejledning og deltage i nyttige kurser. Hvis du oplever en konflikt på arbejdspladsen, kan fagforeningen desuden gå ind og agere mægler mellem de forskellige parter, og du kan spørge fagforeningen til råds om dine rettigheder, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet.
Ubegrundet opsigelse?
Hvis du opfatter din afskedigelse som uberettiget, kan du også tage kontakt til din fagforening, som kan gå ind og vurdere din situation. Fagforeningen undersøger dermed, om din arbejdsgiver kan godtgøre, at afskedigelsen er saglig, og i sidste ende kan du få økonomisk godtgørelse, hvis det ikke er tilfældet. I tilfælde af afskedigelse på grund af manglende kvalifikationer kigger fagforeningen blandt andet på, om du har haft mulighed for efteruddannelse og for at opdatere dine kompetencer. Det er op til arbejdspladsen løbende at efteruddanne dig, og det er derfor interessant at undersøge, om sådanne tilbud er blevet givet til dig, og om du i så fald har afvist dem. Bliver du afskediget på grund af sygdom, vil fagforeningen se nærmere på, om du har været syg ofte eller alvorligt syg i en længere periode.
Du må ikke blive fyret, blot fordi du har haft influenza i en uge eller to. Visse overenskomster siger tilmed, at en opsigelse ikke må ske i forbindelse med sygdom. Andre er underordnet funktionærloven, som giver arbejdsgiveren mulighed for at opsige en funktionær med én måneds varsel, når denne har oppebåret løn under sygdom i 120 dage inden for de seneste 12 måneder – og kun hvis opsigelsen sker, mens medarbejderen stadig er syg, og umiddelbart efter de 120 dage er opbrugt. Desuden skal 120-dagesreglen være skriftligt aftalt i ansættelseskontrakten for at være gyldig. Mere kompliceret er det med en fyring på grund af samarbejdsvanskeligheder. Ved vanskeligheder mellem dig og din arbejdsgiver skal denne først kalde dig til samtale eller formulere en skriftlig advarsel, inden en afskedigelse kan forekomme. Det kan være svært at vurdere nøjagtigt, hvor det gik galt i relationen mellem parterne, men afgørende ved samarbejdsproblemer er, at arbejdsgiveren kan bevise, at du har forårsaget vanskelighederne og ikke har villet forbedre samarbejdet.
Danske lønmodtagere er beskyttet mod uberettiget fyring via lovgivningen, men det kan være svært for den enkelte medarbejder at overskue lovgivningen, og her kan din fagforening altså gå ind og hjælpe. Din fagforening har godt kendskab til reglerne for usaglig og saglig afskedigelse og tilbyder dig gerne juridisk sparring.