Hvad er fleksjob?
Fleksjob er et tilbud fra jobcentret til de personer, der ikke har mulighed for at varetage et normalt arbejde på grund af varige mén eller nedsat arbejdsevne af den ene eller anden årsag. I fleksjobbet er der taget højde for personens nedsatte arbejdsevne og særlige vilkår, så vedkommende kan fuldføre jobbet efter evne, og så opgaverne er tilpasset efter, hvad man kan klare. Kommunen yder et tilskud til lønnen – fleksløntilskuddet – der kompenserer for den nedsatte arbejdsevne.
Det er jobcentret, der træffer beslutning om, du har ret til fleksjob, efter indstilling fra rehabiliteringsteamet.
Hvordan kan man komme i fleksjob?
Du skal opfylde nogle betingelser, før jobcentret kan anerkende din eventuelle ret til et fleksjob:
- Du skal være under folkepensionsalderen.
- Du må ikke modtage førtidspension.
- Kommunen skal have vurderet, at din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat – i praksis nedsat til under 50 % i ethvert erhverv.
- Alle andre muligheder for at opnå en almindelig form for ansættelse skal være undersøgt, f.eks. gennem omplacering, hjælpemidler eller personlig assistance.
Fleksjob findes inden for alle jobbrancher, og du kan arbejde inden for det, du er uddannet til eller har erfaring med. Du kan også skifte branche og tilegne dig nye erfaringer eller bruge dine kompetencer på nye måder.
I 2013 blev der indført en reform på fleksjobområdet, og fleksjob blev med de nye regler som udgangspunkt gjort midlertidige. Det vil sige, at et fleksjob som udgangspunkt skal føre til et almindeligt fuldtids- eller deltidsjob på almindelige vilkår før eller siden. Som udgangspunkt kan du være ansat i fleksjob i 5 år. Efter 4½ år vil kommunen revurdere, om den fleksjobansatte stadig er berettiget til et fleksjob, eller om vedkommende kan overgå til et job på almindelige vilkår. Denne regel afhænger desuden af, om den fleksjobansatte er over eller under 40 år. Er du over 40 år, kan du beholde dit fleksjob permanent, hvis du stadig opfylder betingelserne og ikke kan opnå øget arbejdsevne.
Hvordan fungerer lønnen i fleksjob?
Pr. de nye regler fra 2013 betaler arbejdsgiveren til den fleksjobansatte kun den løn, som den ansatte faktisk arbejder for og udfører i sit fleksjob. Kommunen udbetaler herefter et supplement til lønnen kaldet fleksløntilskud. Tilskuddet kan i 2026 udgøre op til 21.600 kr. pr. måned (svarende til 98 % af den højeste dagpengesats). Fleksløntilskuddet aftrappes med 30 % af lønindtægten, indtil den samlede indkomst udgør 17.672 kr. pr. måned. Overstiger lønnen dette beløb, nedsættes tilskuddet med 55 % for den overskydende del.
Det højeste beløb, en fleksjobansat samlet kan modtage i løn og tilskud, svarer til det beløb, man ville tjene som fuldtidsansat i den pågældende stilling.
Fleksydelse
Hvis du er fleksjobansat, kan du også søge om fleksydelse. Fleksydelsen minder meget om efterløn og er på samme måde en tilbagetrækningsydelse for fleksjobvisiterede. Ydelsen tillader dig at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. For at have ret til fleksydelse skal du som udgangspunkt være visiteret til fleksjob, have betalt fleksydelsesbidrag i samlet mindst 30 år og have nået fleksydelsesalderen, der som udgangspunkt er 60 år – men gradvist er forhøjet afhængigt af fødselsår. Hvor meget du kan få, og hvor længe du kan modtage ydelsen, afhænger derudover af, hvornår du er født.