Udmelding af din fagforening/a-kasse, og gode grunde til ikke at gøre det
Måske anser du det for at være en unødvendig månedlig udgift at være medlem af en fagforening eller en a-kasse, og du foretrækker at bruge pengene anderledes. Måske føler du ikke, at du får noget ud af dem, eller at du ikke gør brug af tilbuddene nok til, at det er medlemskabet værd. I så fald er det selvfølgelig en helt valid årsag til at ville melde sig ud. Dog er der nogle ting, du skal være klar over, inden du melder dig ud.
Udmelding af fagforening
Hvis du ønsker at melde dig ud af din fagforening af den ene eller anden årsag, så er det en ganske simpel proces. Du finder typisk nemt en udmeldelsesblanket/knap på din fagforenings hjemmeside. Noget, som du skal have in mente ved udmelding af fagforeningen, er at nogle fagforeninger har karensperioder for, hvornår man kan udmelde sig.
Hos nogle kan du gøre det øjeblikkeligt, så du er udmeldt den efterfølgende måned, men for andre kan der gå længere tid, og du kan muligvis ikke udmeldes før starten af næste kvartal. Derfor kan du i nogle tilfælde hos nogle fagforeninger være nødt til at fortsætte som betalende medlem i et par måneder, inden din udmelding bliver aktuel.
Når man melder sig ud af fagforeningen, skal man også have in mente, at alle de fordele, tilbud og hjælp, som fagforeningen tilbyder, bliver utilgængelige for dig. Du vil ikke kunne gøre brug af fagforeningen, når du har brug for hjælp, hvis du har problemer på arbejdspladsen. Du er så at sige overladt til dig selv, hvis du oplever problemer, uretfærdig behandling eller andet i forbindelse med din arbejdsplads. Altså er du potentielt dårligere stillet, end hvad du ellers ville have været med din fagforening i ryggen.
Du skal huske på, at selvom fagforeningen måske ikke har været nyttig for dig hidtil, fungerer den stadig som et sikkerhedsnet, hvis du en dag skulle få brug for det af den ene eller anden årsag. Et sikkerhedsnet, du altså går glip af, hvis du melder dig ud.
Udover at du potentielt bliver dårligere stillet eller dårligere sikret på arbejdsmarkedet, er der også det faktum, at fagforeningen typisk laver andet end blot at rådgive og vejlede dig samt at give rabatter på diverse abonnementer, forsikringer osv.
Din fagforening (de røde fagforeninger i hvert fald) kæmper også din og dine kollegaers sag blandt arbejdsmarkedets parter. Det er din fagforening, der sikrer dig, forhandler og forbedrer din overenskomst, så dine arbejdsforhold og din løn forbedres. Hvert eneste medlem øger fagforeningens styrke og indflydelse i forhandlingerne, hvorfor medlemskabet også er en god idé.
Udmelding af a-kasse
På samme måde som med fagforeningen er det også typisk meget simpelt at melde sig ud af sin a-kasse. Man udfylder blot en udmeldelsesblanket på a-kassens hjemmeside, hvorefter din ansøgning vil blive behandlet. Her skal man også have in mente, at hos nogle a-kasser sker udmeldingen ikke øjeblikkeligt eller fra den efterfølgende måned. Hos nogle kan der gå flere måneder, inden udmeldingen finder sted, og du vil stadig være nødt til at betale dit kontingent indtil da. Derfor kan det være en god idé at tjekke op på, hvordan din specifikke a-kasses udmeldingsproces er, og planlægge efter det.
Ligesom med fagforeningen betyder udmeldingen af din a-kasse også, at du mister det sikkerhedsnet, som a-kassen indebærer. Hvis du pludselig bliver fyret eller står uden indkomst og ikke kan finde et andet arbejde igen relativt kort tid efter, kan du ende med ikke at have penge til at betale for dine månedlige udgifter, regninger osv., hvilket mildt sagt er en presset situation for de fleste. Medlemskabet af a-kassen sikrer dig nemlig din dagpengeret, så du kan bibeholde din indkomst, selvom du mister dit arbejde.
Dagpengesatsen er også højere end kontanthjælpssatsen, og der er betydeligt flere krav til kontanthjælpsmodtagere end til dagpengemodtagere.
Derudover er det også meget vigtigt at have in mente, at hvis du melder dig ud af din a-kasse og senere melder dig ind igen, får du ikke automatisk ret til dagpenge, når du er meldt ind igen. Der går nemlig et helt kalenderår, før du har optjent din ret til dagpenge igen, hvorfor det kan være risikabelt, hvis du i løbet af det år mister dit arbejde og ikke vil kunne modtage dagpenge til midlertidigt at bibeholde dit indkomstniveau, hvis det skulle blive nødvendigt.