overenskomster

Sidst opdateret: 19 februar 2026

Overenskomster

En overenskomst fastlægger løn, arbejdstid og øvrige vilkår mellem arbejdsgivere og fagforeninger. Her kan du læse, hvorfor overenskomster er så vigtige i Danmark, hvordan de forhandles, og hvad forskellen er på fagforeninger, der indgår overenskomster, og dem, der ikke gør.

Hvad er en overenskomst?

En overenskomst er en aftale mellem en arbejdsgiverorganisation og en lønmodtagerorganisation (en fagforening). Den indbefatter de regler, vilkår og aftaler, der skal overholdes af både arbejdsgiver og arbejdstager på en given arbejdsplads.

Afhængigt af faget kan en overenskomst indeholde mange forskellige emner og forhold på arbejdspladsen, men som minimum er der indgået en aftale om lønforhold og arbejdstid.

Typisk vil en overenskomst som minimum indeholde emner såsom:

  • Lønforhold og lønstigning
  • Pensionsforhold
  • Arbejdstid, overarbejde og diverse tillæg
  • Opsigelse
  • Ferie og feriefridage
  • Uddannelse og kurser

Overenskomst i Danmark

Danmark er kendetegnet ved et relativt unikt arbejdsmarked. Der er eksempelvis ingen lovbestemt mindsteløn eller pensionslovgivning i Danmark, eller andre generelle lønlove som i de fleste sammenlignelige lande. I stedet er overenskomster afgørende for, hvilke rettigheder lønmodtagere har. Arbejdsmarkedet er indrettet efter forhandlingerne mellem frivillige parter. Derfor er ca. 82% af alle danske lønmodtagere dækket af en overenskomst, og 100% for lønmodtagere i den offentlige sektor.

Til gengæld har Folketinget vedtaget en række andre regler for at sikre arbejdsrettigheder for alle i Danmark. De inkluderer eksempelvis:

  • Funktionærloven (omhandlende ansættelse og opsigelse)
  • Ferieloven (retten til fem ugers ferie)
  • Arbejdsmiljøloven (angående sikkerhed og arbejdsmiljø)

Hvordan bliver overenskomster indgået?

Som nævnt bliver overenskomsterne forhandlet mellem arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagerorganisationer. Mange fagforeninger har eneforhandlingsret til at indgå overenskomster med arbejdsgiverne på deres respektive områder, hvorfor det kan være meget fordelagtigt for dig som lønmodtager at melde dig ind i en relevant fagforening inden for dit fagområde. På den måde er fagforeningen stærkere og har en større stemme under forhandlingerne med din arbejdsgiver. Jo stærkere din fagforening er, jo bedre kan dine vilkår potentielt blive.

Ikke alle fagforeninger forhandler overenskomster

Som sagt er det ikke alle fagforeninger i Danmark, der forhandler overenskomster med arbejdsgiverne. Det er de såkaldte "gule" fagforeninger, der ikke gør. Årsagen til dette er, at de optager medlemmer uafhængigt af fagområde og derfor ikke engagerer sig i overenskomstforhandlinger. Til gengæld er disse fagforeninger også betydeligt billigere end de fagspecifikke. Blandt de gule fagforeninger finder du Det Faglige Hus, Krifa, Frie, Business Danmark og ASE.

Den højere pris på de fagspecifikke foreninger betyder til gengæld også, at de kan og vil sikre dig bedre vilkår i din overenskomst og derfor kan have stor værdi for dig som lønmodtager. Det er ikke et krav, men det anbefales at blive medlem af den fagforening, der har forhandlet din overenskomst på din arbejdsplads, både for at vise solidaritet og for at give foreningen et bedre udgangspunkt, når nye forhandlinger skal indgås.

Hvilken fagforening passer dig?

Hvis du er usikker på, hvilken fagforening der passer bedst til dig og dit erhverv, kan du bruge vores søgefunktion nedenfor. Søg efter erhverv eller erhvervsområde.