Skaermbillede 121

Sidst opdateret: 20 februar 2026

Hvad gør fagforeningen for mig?

Fagforeninger spiller en central rolle for dine løn- og arbejdsforhold i Danmark. De arbejder for overenskomster, rettigheder og sikkerhed på arbejdspladsen, samtidig med at de tilbyder individuel rådgivning, kurser og netværk, der styrker dine muligheder som arbejdstager

Hvad gør fagforeningen for dig?

Du tænker måske over, hvad fagforeningen egentlig gør for dig? Sandheden er, at fagforeningerne yder et enormt stykke arbejde – både for udviklingen af arbejdsmarkedets indretning og lovgivning generelt og for dig og dine kolleger som individuelle arbejdstagere. Det danske arbejdsmarked er unikt i verden, da det i høj grad er indrettet på baggrund af frivillige aftaler indgået af arbejdsmarkedets parter.

Fagforeningernes indflydelse på arbejdsmarkedet

Det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved brede overenskomster, høje lønninger, ordentlige og sikre arbejdsforhold, generøse arbejdsrettigheder og relativt korte arbejdsdage sammenlignet med andre lande. Dette er i høj grad resultatet af fagforeningernes konstante kamp for arbejdstagernes rettigheder. Danmark har nemlig et forholdsvist ureguleret arbejdsmarked med få arbejdsmarkedslove, landets velstand taget i betragtning. De fleste lande har mange love om arbejdsmarkedet, men i Danmark er de primært begrænset til eksempelvis ferie og sikkerhed i arbejdsmiljøet. Resten bliver som regel varetaget af arbejdsmarkedets parter.

En fagforening er naturligvis stærkere og mere indflydelsesrig, jo større den er – altså jo flere medlemmer den har og repræsenterer i forhandlinger. Derfor betyder det rigtig meget for fagforeningen, at så mange arbejdstagere som muligt er medlemmer, fordi den da er bedre i stand til at forhandle bedre arbejdsforhold og lønvilkår hjem til dig som arbejdstager samt at skubbe udviklingen af det danske arbejdsmarked i en retning, der er stadig mere gavnlig for arbejdstagerne i landet.

Fagforeningernes arbejde for dig som individ

Udover den samlede arbejdsindsats for dine generelle rettigheder og vilkår på arbejdsmarkedet yder fagforeningen også omfattende personlig bistand, når du har brug for det. Fagforeningerne er alle forskellige og har varierende tilbud og hjælpemuligheder. Som regel vil din fagforening dog hjælpe dig med juridisk og personlig rådgivning og vejledning, hvis der er problemer eller tvivl af den ene eller anden årsag i forbindelse med din arbejdsplads.

Fagforeningerne tilbyder kurser og giver adgang til netværk inden for dit fag, så du kan udvikle dine kompetencer og få adgang til nye jobmuligheder ved at kende andre i faget. Fagforeningerne giver også adgang til en masse kontante tilbud og fordele, såsom rabatter på forsikringer, abonnementer og bankprodukter samt mange andre fordele, der varierer fra fagforening til fagforening.

Hvilken fagforening passer dig?

Hvis du er usikker på, hvilken fagforening der passer bedst til dig og dit erhverv, kan du bruge vores søgefunktion nedenfor. Søg efter erhverv eller erhvervsområde.