Hvad skal fagforeningen til for i udlandet?
For mange fagforeningers vedkommende er det tilfældet, at de ikke kan være til stor hjælp for dig uden for landets grænser. Dels er de ikke eksperter i arbejdsmarkedet i det pågældende land, du flytter til, dels kan de ikke tilgodese dine interesser i forbindelse med overenskomstforhandlinger, og du kan heller ikke gøre brug af mange af de fordele, de tilbyder, simpelthen fordi du ikke er i Danmark.
Dog er der også adskillige fagforeninger, som faktisk godt kan være en hjælp, når du arbejder i udlandet. Eksempelvis kan du som medlem af Finansforbundet stadig modtage rådgivning ift. dit job og arbejdsmarkedet i udlandet. Finansforbundet samarbejder internationalt med bl.a. den globale fagforeningsorganisation UNI Global Union (UNI) og Nordic Financial Unions (NFU). Samarbejdet med UNI giver medlemmerne mulighed for at ansøge om et gratis UNI-pas, der under udstationering giver adgang til rådgivning om løn- og ansættelsesvilkår, overenskomst og lovgivning i mere end 150 lande. NFU-samarbejdet giver tilsvarende adgang til lokal rådgivning i Sverige, Norge, Island og Finland. Denne rådgivning er gratis, uanset om det handler om udstationering eller et fast job i udlandet. Man kan ændre sit medlemskab til et passivt medlemskab og stadig få gavn af disse muligheder.
En del fagforeninger har også aftaler med fagforeninger inden for samme arbejdsområde i udlandet, især i de nordiske lande. Som medlem af Den Danske Dyrlægeforening kan du gratis opretholde dit medlemskab, hvis du flytter til et andet nordisk land, og stadig bevare nogle af dine fordele i foreningen. Det skal dog siges, at de fleste fagforeninger ikke kan tilbyde det store, hvis du er udlandsdansker, men hos mange kan du i stedet ændre dit kontingent til et passivt medlemskab, så du stadig er en del af foreningen for færre penge og stadig har adgang til nogle fordele og funktioner hos foreningen.
A-kasse i udlandet
Der er nogle regler for a-kasse, som du skal være opmærksom på, hvis du flytter til udlandet. De er forskellige alt efter, hvilket land du flytter til.
Hvis du får arbejde i et andet EU-/EØS-land, på Færøerne eller i Schweiz, skal du som hovedregel melde dig ud af din danske a-kasse og i stedet betale til arbejdsløshedsforsikringen i det pågældende land. Dette skyldes EU-samarbejdet om social sikring og arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU. Man kan nemlig kun være forsikret i ét land ad gangen, og derfor skal du melde dig ud af din danske a-kasse.
Er du udstationeret eller grænsependler, kan du dog stadig være medlem af den danske a-kasse.
Dagpenge i udlandet?
Der er en høj grad af koordinering mellem EU/EØS-landene, hvorfor du godt kan overføre din ret til dagpenge til andre lande og ikke vil miste dine allerede optjente rettigheder til dagpenge. Du skal selv huske at søge om optagelse i den udenlandske arbejdsløshedsforsikring. I de fleste europæiske lande er det obligatorisk at være medlem, og du betaler til forsikringen over skatten.
Det er vigtigt, at du bliver arbejdsløshedsforsikret i udlandet inden for 8 uger, hvis du vil bevare din anciennitet fra din danske a-kasse. Hav dog in mente, at reglerne og fristerne er forskellige fra land til land, hvorfor vi anbefaler at tjekke det enkelte lands regler og vilkår grundigt.
Hvis du vender tilbage til Danmark efter at have arbejdet i et andet EU-/EØS-land og ønsker at medregne dine udenlandske forsikrings- og arbejdsperioder, skal du sørge for at få et såkaldt PD U1-dokument. Dette dokument udstedes af den udenlandske arbejdsløshedsmyndighed og bekræfter dine arbejds- og forsikringsperioder i det pågældende land. Du kan bede den udenlandske myndighed om at udstede det, inden du rejser hjem, eller din danske a-kasse kan hjælpe dig med at indhente det efterfølgende. Med dokumentet kan den danske a-kasse medregne dine udenlandske perioder og dermed registrere dine rettigheder korrekt.