Enkeltmandsvirksomhed

Sidst opdateret: 19 februar 2026

Enkeltmandsvirksomhed

Enkeltmandsvirksomheder giver fuld kontrol, men også fuldt ansvar. Her kan du læse, hvordan fagforeninger og a-kasser kan støtte dig som selvstændig — med juridisk hjælp, netværk og økonomisk sikkerhed ved lukning.

Om enkeltmandsvirksomheder og fagforeninger

Når du etablerer egen virksomhed, vil der være en lang række forhold, du skal tage stilling til – det er ikke altid ligetil. Du skal eksempelvis beslutte virksomhedens organisationsform, hvilket har indvirkning på, hvordan du bliver beskattet, samt hvordan du skal drive din virksomhed. Eksempler på organisationsformer er anpartsselskaber, aktieselskaber og enkeltmandsvirksomheder. Driver du eksempelvis din neglesalon som en enkeltmandsvirksomhed, er der intet kapitalkrav til virksomheden, og du er angivet som den eneste ejer og står derfor for alle beslutninger. Du må gerne ansætte medarbejdere.

Som ejer af en enkeltmandsvirksomhed kan du sagtens melde dig ind i en fagforening og en a-kasse, også selvom du ikke er lønmodtager. Fagforeningen vil bl.a. kunne give dig juridisk hjælp, hvis du skulle støde på problemer. Samtidig får du også adgang til diverse netværk og kompetencegivende kurser. Fagforeninger henvender sig således også til selvstændige, selvom omdrejningspunktet primært er kampen for bedre arbejdsvilkår til lønmodtagere.

Søger du en fagforening, der også tilbyder målrettede ydelser til selvstændige, kunne det eksempelvis være ASE, Krifa, PROSA, Teknisk Landsforbund og Business Danmark.

Som selvstændig erhvervsdrivende kan du som udgangspunkt ikke modtage dagpenge, mens virksomheden er aktiv. Det kan du imidlertid, hvis din enkeltmandsvirksomhed lukkes ned. Fra 1. januar 2026 er der indført nye og forbedrede regler for iværksætteres dagpengeret: har du haft lønmodtagerindkomst i de 12 måneder forud for virksomhedens opstart, kan du anvende denne indkomst til at optjene dagpengeret, hvis virksomheden lukker inden for de første fem år. Som selvstændig giver det derfor god mening at betale ind til en a-kasse, hvis man vil sikre sig ved ledighed.

Som selvstændig er du i lidt af en særposition, når du skal vælge fagforening. Brug derfor nettet til at finde det rigtige match.

Læs mere >>> Fagforening og a-kasse for selvstændige

Hvilken fagforening passer dig?

Hvis du er usikker på, hvilken fagforening der passer bedst til dig og dit erhverv, kan du bruge vores søgefunktion nedenfor. Søg efter erhverv eller erhvervsområde.